|
Finn Olofsen er født i 1963, interessen for at fotografere startede i 1981, det varede da heller ikke længe før, at han havde kameraet med i naturen. I 1984 købte Finn sit første fotoudstyr til en fire ugers fototur til Færøerne, et Petri spejlreflex med en zoom 100–500mm og en 50mm. som desværre kun blev en uge gammel, da den trillede ud over kanten og nu ligger på havets bund ved Mykines. Udstyret er dog blevet skiftet ud et par gange siden. Interessen for naturfotografering blev så stor, at Finn og en god ven Ole Banke fik startet Naturfotografer i Danmark NFD i Marts 1996, som er en landsdækkende forening for naturfotografer. Finn var formand i de første 4 år og der efter bestyrelsesmedlem indtil marts 2008.
Som årene er gået, er bredden i hans fotografiske virke vokset, selve
fotografiet har fået en større betydning. Finn anvender gerne de samme naturområder og lokaliteter i længere perioder, fordi han herved opnår et maksimalt kendskab til det særegne ved området. Det har givet mange fine billedserier i gennem tiden, som er brugt til bøger, udstillinger, konkurrencer og salg i billedbureau. Finn er gået digital fra 2006. |
|